Natasja:
Åh mennesker mennesker dog,
små besynderlige sølle skrog,
over vor forstand, over vor behov
altid ude på rov.
Enhver mand er sin egen lykkes smed,
men også en del af denne mærkelige menneskelighed
Selvfede menneskeligehed
Liderlige elendighed,
Grusomme grådighed,
og det blir ved.

Raske:
ja det blir ved og ved
vi fortsætter gør vi.
Men ingen ved besked
for lige pludselig dør vi.
Det først for sent, hvis de bedste ikke går for drømmen
Din vilje var som vilde heste, du ku vende strømmen
Og sætte bølgerne i gang der stadig buldrer stærkere
Og tænde op i ildebrænd med ægte kunstværker
der lader tandmærker blive i kultur-kanonen
som minder os om, man godt må sige noget i mikrofonen

Natasja:
Religion var en god ting, dengang vi bare var dyr, vilde dyr.
Nu er vi religiøse dyr uden tøjler og styr.
Hvor meget blod mon har flydt før i morgen gryr?

Raske:
På den her mystiske planet som vi bor på
går nogen af os rundt og slår hinanden ihjel
over land og penge og hvad vi ellers tror på
alle idéerne vi putter i os selv.
Vi har bildt os ind at guder har bestemt det,
med at racer stikker dybere end hud
vi må simpelthen rent ud ha glemt det
at når vi skær os, kommer der det samme ud.
Det må være klart at se, derfra hvor du er
at her nede der går tiden alt for stærkt.
Ekspanderer vi til fler end vi kan være her
eller blir det klimaet der først går berserk?
Tænk vi stadig ikke kan se vi er forbundet
at vi kan slås om alt det der binder os sammen.
Landegrænserne har fanden opfundet
men det er os der har opfundet ham.
Og jeg gætter på at vi har haft behov
for at tro på noget stort der består
og som regimerne kan sige gir dem lov
om hvad vi skal og må, uden vi forstår

Natasja:
Timerne går
Timerne går

Raske:
Eow de løber lissom heste
før man ser sig om er folk videre til det næste.
Man må holde ud og hænge i
og holde fast ved det som man kan li’
eller det man er bedst til.
pludselig slutter festen, så skal man hjem
og så er det hårdt at være dem der har det skidt hvor de skal hen
Der er altid dem der blir
tilbage og sir:
skal vi ikke lige feste lidt mer
kom lad os drikke den her
For det kan være hårdt selskab at være alene
Og jeg vil ha maximalt ud af hver en time
Og yo de går hurtigere jo længere vi lever
Der er ingen der kan vide, hvor meget tid vi får

Natasja:
Timerne går.

Raske:
men hvor går de hen?
Og hvornår kommer de gode af dem forbi igen?
Og kan jeg komme med nogen af timerne hjem?
Hvad sker der når det ringer ud fra timen?

Natasja:
Timerne går
og blodet flyder for et ord.
År efter år
gør mennesket klar på mere jord.
Timerne går
og verden den er lige stor.
Mon vi forstår
at dele den om 100 år?