Mennesker har så meget som vi ved vi ved,
at det må hvile på en mangel på beskedenhed.
Hvor ofte har vi ikke forstået noget med sikkerhed,
der var forkert da vi kiggede fra en anden led?
Så hvorfor skulle det nu være dig der virkelig har ret?
Bare fordi du føler dig, som om du har tabt.
Folk der aldrig lider nederlag de blir forhadt.
En skønne nat står man og takker for, man blev forladt.
Så uanset hvordan det er, de går og skaber sig,
den fantasi at det er fedt, jo mere man taber sig.
Der må man tro på sine egne to alligevel,
når de kan se, det sprøde er, når man kan li sig selv.
Og jeg kan tro, og jeg kan mærke, men jeg kan aldrig vide,
meget mere end vi er her på noget låne-tid.
Og der er folk der tror, de ved, hvem vi har lånt den af.
Kortslutter det, den dag vi futter lunten af?

Hvem ved, hvad vi skal herhenne?
Hvem ved, hvem der er os og dem?
Hvem ved, hvad der er meningen?
Er jeg langt ude, eller er jeg kommet hjem?
Bægeret er fyldt, det løber over,
det løber over nu, det løber over.

Engang børstede vi tænder med en særlig gren.
Og dengang der var skoven fuld af medicin.
Og nu skal bisserne smøres ind i kemisk creme,
og alt uden patent er alternativt som fan.
Klart runeristning slår ikke kuglepenne,
men de stoffer vi tog dengang vi var hulemænd,
de kunne i hvert fald noget andet end tobak og sprut.
Nyt og smart blir standard, og gammelt blir forbudt.
Men man må prøve at glemme lidt af det, som man har lært,
hvis man vil prøve at lære lidt af det, som man har glemt.
Måske det viser sig, det ik alligevel er så svært,
at stoppe med at stole blindt på det man har bestemt.
Man sku tro, det ville gøre tingene vanskeligere,
hvis man mister den der tro på sine sandheder.
Men måske er det som at ta’ en tung skoletaske af,
den første sommerdag, og sige at man aldrig kommer tilbage.

(omkv.)